Om os
Dyrene og parken
Zoologisk fuglepark er Nordens største fuglepark. Den er naturligt anlagt på over 70.000 kvm midt i det naturskønne Nordsjælland mellem Gilleleje og Esrum. Grupper af volierer ligger omgivet af træer og anden frodig bevoksning. Naturstier fører dig rundt i parken, charmerende på alle årstider fra de spæde forårstegn til efterårets farverige løvfald.
Der bor lidt over 200 fuglearter i alle størrelser fra alle verdensdele i parken. Antallet varierer lidt. Livet går sin naturlige gang i fugleparken, og nye arter kommer til, andre har levet deres tid ud. Selve antallet af fugle på ca. 2000 varierer med årstiden og kulminerer sidst på sommeren, hvor alle ungerne er kommet på pind. De formidles videre til andre zoologiske haver i Europa eller er med til at bevare og opretholde bestanden i fugleparken.
I Tropehuset på 600 kvm kan du gå rundt blandt et væld af fritflyvende eksotiske fugle, høre dem synge, se dem gøre kur, bygge rede eller made deres unger. Her er også en bestand på omkring 30 arter af padder og krybdyr, og du kan helt tæt på stifte bekendtskab med de fascinerende dyr, der rækker tilbage til dengang dinosaurerne herskede på Jorden. En lille samling akvariefisk holder også til her.
Voliererne rundt om i parken med de mange fugle viser mangfoldigheden i de forskellige arters størrelse, udseende og adfærd. Det giver masser af indtryk til både hørelsen og synet. Den store flok australske lorier er så selskabelige, at du kan komme ind til dem og være med til at fodre dem to gange om dagen. I den fjerne ende af Parken med vidt udsyn over den smukke natur er der flyveshow hver dag med kakaduer og store araer.
I Parken finder du også en lang række pattedyr f.eks. egernaber, kænguruer og de afrikanske dværggeder, der gerne lader sig klappe. Senest er en flok charmerende surikater kommet til. De bor sammen med de store sporeskildpadder i et nyt anlæg, som blev indviet i 2016.
Nogle af dyrene lever frit i parken. Du kan møde påfugle, dværgpapegøjer og silkeaber på din vej rundt, og du skal ikke blive overrasket, hvis du møder et par af de store araer, der har fået lidt ekstra fri efter flyveshowet.
Parken tiltrækker også den naturlige fauna. Masser af vilde danske fugle har slået sig ned i parken, og ofte flyver en rovfugl eller en ravn fra området forbi højt til vejrs. Sjældne sommerfugle, guldsmede og mange andre har også fundet et fristed her.
Vi bruger meget tid på avlsarbejde og gør en stor indsats for bevarelse af truede fugle. Vi bestræber os på at de findes parvis eller i flok og at deres omgivelser er på deres præmisser, så de kan udvise en så naturlig adfærd som mulig. Hvor det kan lade sig gøre, lader vi flere arter bo sammen. Du vil finde volierer, der om sommeren har masser af naturlig vegetation. Det er med fuldt overlæg. Det giver fuglene fred til yngelpleje og tiltrækker insekter og andre dyr, der er naturlig føde for fuglene.
Det er ikke muligt at holde åbent om vinteren, hvor fugle og de andre dyr skal beskyttes mod kulde og grimt vintervejr. Restaurant og reception omdannes til opvarmet vinterhi for de mest udsatte, og der sættes afskærmende plastik for voliererne med de mest hårdføre fugle.
For publikum er Zoologisk fuglepark en oase, der byder på oplevelser for børn, familier, fugle- og naturelskere hver dag i sommerhalvåret. Man kan gå rundt eller sætte sig med sin medbragte madkurv og nyde naturen og samtidig lære noget om fugle og andre dyr fra hele verden.